Endnu en varm sommerdag på Vaffelhjørnet

Et nyt ansigt dukker op der foran mig
endnu en is at koncentrere sig om
endnu et barn hvis små hænder sætter aftryk på glasset
for at komme så tæt på de mange is som muligt
Kvinden smiler afventende

En gammeldags med to kugler

Køen bliver længere og længere
det er en af de varme sommerdage
hvor det føles som om hver time i varmen
varer en uendelighed

Kaffe og Nougat

En konstant dans for at opfylde ønsker
ud og ind imellem hinanden på den trange plads bag disken
en konstant gåen frem og tilbage
og en konstant skraben is og laven vafler
Et kaos ulmer under overfladen
Men bliver gemt væk bag et smil

Guf? Vanilje eller jordbær?
.. Vanilje

Prøver at huske hvad jeg lige har fået fortalt
men tankerne driver alligevel alle mulige andre steder hen end lige her
Dagdrømmerier om rejser og gøremål
Barnets øjne følger med iver isen uden at ænse andet

Skal der noget oven på?
.. Cacaopulver

Hvor kommer der dog mange forskellige mennesker ind
Tusind forskellige udseender og stemmer
forskellige stile og væremåder
så mange forskellige personer
stedet hvor et par oprigtigt venlige øjne eller en smilende mund
kan gøre hele forskellen
i modsætning til de tvære som synes at både køen var for lang og vejret for varmt
men forunderligt nok kan de alle være enige om at spise is
lige præcis idag hvor solen bager og skygge lokker

Så skal jeg bede om 32 kroner, tak
Kan jeg hjælpe den næste i køen?

Vi spurgte min lille fætter igår aftes om han vidste hvad CO2 udslip og global opvarmning var.
Men han rystede bare på hovedet. Det vidste han ikke.
Så spurgte vi om han vidste hvad naturkatastrofer og hungersnød var.
Endnu et nej.

Åh, hvem der blot var 4 igen. Dengang var alting så meget lettere.

Jeg går ned til stranden. Den strand som jeg har tilbragt så mange sommerdage på igennem årene.
Kigger ud over bølgerne og lytter til den brusen det giver når de ustandseligt slår ind imod stenene.
En lun sommerbrise møder mig og smyger sig omkring mine bare arme og ben.
Under mine fødder stikker den stride marehalm, hvis strå er blevet bleget af solen, og over mit hoved er himlen klar og blå, kun brudt af enkelte hvide fjerlignende skyer højt oppe.
Men idet jeg står og ser ud over det hele, er det som om det stivner for øjnene af mig.
Solens stråler varmer ikke længere og selv bølgerne bliver tyste.
Jeg træder et skridt tilbage og opdager at havet som før lå foran mig mægtigt og roligt,
nu blot er mørkeblå maling på et lærred.
Jeg rækker frem og kradser lidt i det malede sand, men ender kun med at få grågul maling under neglen.
Marhalmen er nu heller intet andet end små penselstrøg sirligt malet med stor omhu.
Jeg lægger håndfladen imod havet og mærker hvordan farven her endnu er våd. Kan mærke hvordan den kølige malingen smitter af på mine fingre og farver dem blå. En ide slår mig, og jeg sætter hånden imod de hvide skyer højt på himlen og efterlader et håndaftryk en smule udtværet.
Jeg smiler for mig selv, men da jeg igen ser på billedet er det blot den strand jeg altid har kendt.
Brisen stryger hen over sandet, og bølgerne bruser imod stenene.
Alt er som det hele tiden havde været, og det er først da jeg vender mig om for at gå hjem igen, at jeg ud af den ene øjenkrog lægger mærke til et mørkeblåt håndaftryk sat på de lette skyer højt over mig.