Istanbul

Dagens hede under den strålende sol erstattes
af aftenens pludselige skumring
og nattens blide altindhyldende mildhed

De brolagte gader snor sig først opad
og snart ned igen mod det azurblå hav
imellem de slidte huse i den gamle bydel
hvor bilerne kører efter først til mølle princippet
og hornet bliver brugt som blev de betalt for det

Mylderet i bazarens kølige labyrintagtige gange
hvor hver en pris er til forhandling
og hvert et nyt hjørne er som at vende en side
i 1001 nats østerlandske eventyr
med en ny historie som blot venter på
at blive fortalt til enhver som lytter

Moskeernes svalende kølighed
under de store kupler over vore hoveder
og deres sælsomme kalden ud over byen
som byder op til de troendes dans
og fordybelse i tanker

Gadesælgere og tiggere som lever
af touristernes medbragte nysgerrighed og punge
og de mange blikke der sendes fra mænd
som den mest givne og naturlige ting i forbifarten
efterfulgt af et 'how are you'
samt et 'where are you from'

En forbipasserendes kommentar om
at vi ikke lignede de andre tourister
men derimod rejsende

Aftener på tagterrassen med backgammon
frugt og tyrkisk øl
ved plastikbordet under lysstofrørene
med udsigt ud over den lysende by
og det mørke hav med containerskibende

Den sidste lune nat ved det lave bord
på de dybe tæppeklædte sofaer med vandpipe og æblete
samt tyrkisk musik og latter og godt selskab
Efterfulgt af gåturen hjem i solopgangen
igennem den på tidspunktet mennesketomme by
med kun de opstrejfende gadehunde og katte som følgesvende

En by med historie som igennem evigheder
er blevet bevaret til ære for svundne tider
og som blot venter på at blive genopdaget
af den som sætter sin lid til oplevelsernes betydning
og forstår at værdsætte nuets flygtighed

Jeg må tilbage

Nævner ingen navne

Stjerne skinner ind på mig igennem vinduet

Skæret refkekteres i det spejlblanke vand i fjorden 

Ind på det jeg som jeg ikke er klar til at erstatte

Det jeg hvis hjerte alligevel sendes afsted i vilde hestes tempo
da læber møder mine 

Hvorfor skal det være sådan?

Mine tanker sløres af den rosé som nu står tom
ude i nattens blide mørke 

Men jeg fortæller alligevel mig selv at jeg er sikker i min sag

For hvordan skal man ellers handle når man er fortabt
i fortidens på samme tid betryggende og forurolignende tanker

Fortidens drømme som kaldes til overfladen af nutidens hændelser

Ville jeg hellere være fri spørger jeg mig selv i dette nu? 

Nej

Bliver det dog nogensinde til noget når uvisheden gang på gang rammer
og fæstner mit sind i dets øjeblikkets melankolske tilstand? 

Sikkert ikke

Men drømmen eksisterer endnu
om end fortrængt til periferien af min bevidsthed 

Hvis bare jeg kunne erstatte usikkerheden med nysgerrighed
Men jeg er for bange for at kende svaret

Pas seulement des rêves

Der er ingen fremtid i at bruge nutiden på at ærgre sig over fortiden
så i stedet bruger vi det flygtige og evige nu
her i den endnu kølige luft til den blide lyd af røg
Solens stråler forsøger fortsat at vride sig ud af vinterens jerngreb
En kamp som den snart vil vinde hjulpet på vej af solsorte og anemoner
hvorefter træerne vil kunne klæde sig i deres lysegrønne sommerklæder
Vinden vil blive lun og lyden af de poppende grankogler
vil sagte blive bragt til os af brisen som smyger sig om grannålene
i fyrtræerne over vores hoveder
Sandet vil flygtigt blive varmet op i eftermiddagens varme
og stranden vil dufte af marhalm og sommer

Der er noget der har ændret sig
men jeg ved ikke helt hvad endnu

Umiddelbart er alt som det har været længe
Ingen store overraskelser
Ingen pludselige forandringer

Så det må være sket i det små
ganske ganske langsomt
uden at jeg lagde mærke til det

Lyden af mine trin i gangen er anderledes
og jeg har stadig ikke sat nye batterier
i det stadig tikkende ur på min væg

Måske er tiden gået i stå
Måske er jeg fortsat uden den

Klokken 06.46

For et stykke tid siden kom min far ind
Han spurgte til det smil jeg endnu ikke selv havde lagt mærke til
Jeg vidste ikke om jeg skulle begynde med
solskin, venner, fulde kys, tatoveringen eller noget helt femte
så jeg forklarede noget om en serie jeg så
Det virkede så meget lettere
Så ringede hans telefon og han gik igen
men lod dog døren stå på klem
Det gør den stadig
Blot en lille smule
uden at jeg ved hvor lang tid det har været sådan
For på trods af at det stadig tikker
så er mit ur gået i stå kl 06.46
for et par dage siden

Så her sidder jeg nu alene
med et smil om læberne
og klokken er endnu 06.46
hvilket den for min skyld kan blive ved med at være

Lad tiden flyve

Jeg længes efter forår
Længes efter sommer
så jeg kan sidde i min vindueskarm
og spise gule blommer af det lille træ udenfor

Til sommer vil vi være frie
Jeg vil fri til bare at sidde og gøre intet andet
end at nyde solen på mine bare ben
Til tage tage til festivaller med alle jer
og vandre Caminoen
Vi vil være frie til at rejse ud
og opleve verdens yderste afkroge
og opleve fremmede folkeslag og kærlighed
Frie til at finde den længe savnede lejlighed i København
som altid vil være fyldt med venner og musik
og jer to som er de dejligste jeg kender

Men nu i dette øjeblik kan jeg blot vente på endnu en skoledag
Jeg kan ikke gøre andet end at sidde på de hårde stole og drømme
Lænket fast til et par måneder mere med lektier og forpligtelser

Gid denne tid må til at flyve afsted

Onsdagskliché

I nat hænger månen diffust men lysende som en ensom vandrer
på den sorte himmelhvælving over mit hoved
I den kolde natteluft ser jeg klart
og mine lunger fyldes med den sitrende kulde
På min tunge dvæler endnu smagen af gin
Omkring mine mundvige lurer endnu krøllede smil
Mine tanker er slørede i dette øjeblik
men i dem hviler stunderne med varme vinterkys og latter
som fandt sted i det bløde fløjelsmørke som omgav os
I mine tanker hviler drømme og håb
om forår
om jer
og om dig
sikke dog en onsdagskliché