Sad på stranden og kom til at tænke på den weekend ved Vesterhavet.
Sommerhuset der var blevet revet ned sidste vinter
efterladende en bar plet i sandet.
Et minde om noget som engang var
og jeg kunne se i dine øjne at noget nu er anderledes.
En del af din barndom vil nu kun blive mindet i tankerne.
Det lille tilflugtssted hvor i tilbragte sommer efter sommer
der i klitterne blandt marehalm og havtorn.

Blot endnu et bevis på at tiderne skifter,
men jeg ved at havet her ved min side for altid vil forblive det samme.
Her under himlens storslåede kuppel.
Man føler sig så uendelig lille blandt vindblæst sand, sten og skaller.

Gentagelse

Gentagelse og erindring er den samme bevægelse, kun i modsat retning,
thi hvad der erindres, har været, gentages baglæns;
hvorimod den egentlige gentagelse erindres forlæns.
Derfor gør gentagelsen, hvis den er mulig, et menneske lykkeligt,
mens erindringen gør ham ulykkelig.

- Søren Kierkegaard

Sonnet about the fall

When the fall begins to reveal its face
and to unpack its suitcase filled with gold
you know that you will soon have to embrace
The season which will turn the whole world cold

Now the leaves begin to fall to the ground
and the colors of my world becomes grey
while the summer are still in every sound
wound up in my heart it must slip away

But like the feeling of the lost season
I know that the thought of you will soon fade
although I don’t understand the reason
it has like the warmth become a faint shade

Yet I know that like the spring will return
So will the love and to that I shall yearn 

"Menneskekroppen er født til at gå. Flytte vægten fra den ene fod over på den anden og så videre. Videre! Det er meningsløst for den, der tænker over det, for den, der skriver om det. Men ikke for den, der gør det. Han går."