Svampejagt

Hun vandrede igennem skoven, hvor træerne stod tæt og kun lod få af solens dyrebare stråler dale langsomt igennem de mange nåle højt oppe. Hun lod tankerne flyve som kragerne, hun kunne høre over sit hoved. Tænkte på gamle fabler om kærlighed og trolde. Glemte helt de svampe hun var på udkig efter. Svampejagten efter skovens guld, og i hendes uopmærksomhed skød kantareller og rødmende fluesvampe op i de fodspor hun efterlod efter sig i det evigt fugtige grønne mos. Et gyldent spor som vidnede om en ensom færd i skoven hvor tiden stod stille.

Hun kan kunne de andres stemmer fjernt derfra, men søgte ikke imod dem. Tyngden fra kurven begyndte at kunne mærkes, så hun skiftede hånd, varsom med ikke at svinge den så de nøje tilskårede svampe ikke trillede ud. Stilheden dominerede og hun begav sig længere væk endnu i sin evige søgen.  Hun krydsede et lavt stengærde som for længst var blevet efterladt til forfald, og den tætte nåleskov skiftede til små usikre birketræer. Birkerørhatte som plukkedes på hug med den lille hjemmelavede kniv hvilende i hånden. Kurven tyngdedes yderligere. Farvestrålende skørhatte så skrøbelige med deres urørte hvide stokke og fløjelsbløde lameller.
Da begyndte de andre søgende at kalde hendes navn. Men hun var ikke klar til at blive fundet. Ikke helt endnu. Skoven stod stadig afventende. Alting sitrede da hun fortsatte fremad med lydløse skridt over de nedfaldne birkeblade. Glæden over skovens ro og ensomhedens helhed havde fattet sit tag i hende. Nålenes susen og dråberne i de høje strå. Perfektionen var ikke til at overse. Hun længdedes videre frem. Videre ind i det hun vidste var ukendt, men som virkede så velkendt. Så hjemligt. Til sidst måtte hun dog vende om og slå sig til de søgende stemmer, men inderst inde længdedes hun tilbage. Altid.