Tørt græs og flyttekasser

I haven var græsset gult, tørt og svedent og blommetræet og moreltræets blade hang sorgmodigt på grenene på grund af den udeblivende regn da vi begyndte at bære flyttekasserne ud af huset på Søndergade.
Hver gang jeg trådte ud igennem hoveddøren, ud på de varme fliser, var jeg bange for at det bliver sidste gang jeg stadig kan kalde det mit hjem. For jeg ved jo godt at drengene bliver boende til det er solgt, men det er stadig ikke det samme.

Vi bærer tingene ud til den tomme og afventende bil - lige så tom og afventende som jeg føler mig, og som egentlig ikke engang er vores, men en vi har lånt af nogle venner, blot for at fragte kasserne til Lodsensvej hvor det nye hus med de røde mursten langsomt dag for dag bliver beklædt med vores ejendele. Ind til videre er det kun større ting - lamper, billeder, kufferter og tasker som bliver flyttet, men når først mit tøj og mine ting står i kasser i bilen er alting ændret.

De røde mursten vil komme til at skjule vores liv men det vil ikke blive vores lige med det samme af den grund. Vi skal først tilpasse os de nye rum. Gøre dem til vores. Det vil være falsk og mærkeligt, og det er ikke sådan lige til at forestille sig at skulle bo der hvor der er fremmed og anderledes om kun lidt over en uge, i stedet for her hvor der er hjemligt og velkendt. Her hvor man kender huset ud og ind, og ville kunne færdes med lukkede øjne. Her hvor vi legede skjul som små, og kender alle de gode gemmesteder, som det ved siden af alkoven inde i stuen, og det oppe på loftet bag reolen. På Lodsensvej giver de tomme rum stadig genklang og kender jeg ikke engang trinene op til hoveddøren, jeg kan ikke finde ud af at bruge den nye nøgle, og jeg ved ikke hvordan solen rammer gulvet i stuen om eftermiddagen eller hvor i haven der er læ og hvor man kan ligge og læse. Jeg føler ikke at det er mit noget af det.

Men sådan er det nu en gang, det er der ikke noget at gøre ved, men det skal nok blive godt med tiden.