Sorte fødder

Natten i går var et afbræk
Det fik mig til at indse at ikke alt bliver
som man gerne vil have det
Eller som man tror man vil have det

Der sad vi så
I hver vores stol i lejligheden i Nyhavn
og røg cigaretter og drak te
og snakkede om ingenting
Ikke som jeg havde forestillet mig det
før jeg tog toget hjemmefra
Jeg havde dannet forhåbninger
ud fra jeres optimistiske ord
og ud fra hvad han havde sagt
Det blev anderledes
men ikke nødvendigvis på en dårlig måde
Det var jo hyggeligt nok

Der er bare det at jeg
blev efterladt med spørgsmål
som ikke kunne svares på
og uudredelige strenge af tanker
Men selv det er vel overskueligt
Der findes en hvis orden i mit kaos
De små ledetråde bindes sammen
i en sirlig knude
og gemmes væk bag de blå øjne
De blå øjne som nu kigger ned
på det sorte snavs Københavns gader
har efterladt under mine fødder
fra da vi tre gik mod bussen i formiddags

Er det i grunden ikke vi to som gik
med bare tæer på den lune asfalt i gråvejret
som i virkeligheden har fat på det rigtige?
Byen efterlod sit præg