Det er sjovt hvordan solen kan skinne udenfor, samtidig med at min verden her inde bag vinduerne er en smule grå idag. Halsen og hovedet gør ondt, og jeg har mest af alt bare lyst til at lægge mig under den lavendelfarvede dyne og drømme mig væk. Drømme mig væk til Nyhavn, selvom jeg godt ved at det sikkert ikke ville blive som jeg havde håbet hvis, jeg tog afsted i aften. Det er latterligt, men det er der jeg helst vil være lige nu. Sidde på marokkopuden som  vi stoppede med aviser og drikke kaffe og ryge Camel. Lyden det giver når vi slår asken af mod askebægerets kant og brudstykkerne af forbipasserendes samtaler uden for vinduet. Jeg ved at jeg er velkommen der inde, og selv hvis ikke mit hovedet havde føltes som et metrobyggeri lige nu, så vil jeg ikke trænge mig på.
Jeg blev tilbudt et kys igår, men takkede pænt nej tak, for jeg vidste at det ville være Nyhavn jeg ville tænke på, og det kunne jeg ikke se det fair i overfor den lyshårede fyr i Dyrehaven.