Tørt græs og flyttekasser

I haven var græsset gult, tørt og svedent og blommetræet og moreltræets blade hang sorgmodigt på grenene på grund af den udeblivende regn da vi begyndte at bære flyttekasserne ud af huset på Søndergade.
Hver gang jeg trådte ud igennem hoveddøren, ud på de varme fliser, var jeg bange for at det bliver sidste gang jeg stadig kan kalde det mit hjem. For jeg ved jo godt at drengene bliver boende til det er solgt, men det er stadig ikke det samme.

Vi bærer tingene ud til den tomme og afventende bil - lige så tom og afventende som jeg føler mig, og som egentlig ikke engang er vores, men en vi har lånt af nogle venner, blot for at fragte kasserne til Lodsensvej hvor det nye hus med de røde mursten langsomt dag for dag bliver beklædt med vores ejendele. Ind til videre er det kun større ting - lamper, billeder, kufferter og tasker som bliver flyttet, men når først mit tøj og mine ting står i kasser i bilen er alting ændret.

De røde mursten vil komme til at skjule vores liv men det vil ikke blive vores lige med det samme af den grund. Vi skal først tilpasse os de nye rum. Gøre dem til vores. Det vil være falsk og mærkeligt, og det er ikke sådan lige til at forestille sig at skulle bo der hvor der er fremmed og anderledes om kun lidt over en uge, i stedet for her hvor der er hjemligt og velkendt. Her hvor man kender huset ud og ind, og ville kunne færdes med lukkede øjne. Her hvor vi legede skjul som små, og kender alle de gode gemmesteder, som det ved siden af alkoven inde i stuen, og det oppe på loftet bag reolen. På Lodsensvej giver de tomme rum stadig genklang og kender jeg ikke engang trinene op til hoveddøren, jeg kan ikke finde ud af at bruge den nye nøgle, og jeg ved ikke hvordan solen rammer gulvet i stuen om eftermiddagen eller hvor i haven der er læ og hvor man kan ligge og læse. Jeg føler ikke at det er mit noget af det.

Men sådan er det nu en gang, det er der ikke noget at gøre ved, men det skal nok blive godt med tiden.

Forventningsglæde

Har brugt de sidste par dage på at skrive lister
over alle de tusind ting det føltes som om
jeg skulle huske
Rækkefølger jeg skulle finde ting frem i
Nogle ting skulle købes
andre repareres eller findes frem på loftet

Nu efter alle punkterne på listerne
er streget over sidder jeg på gulvet
midt i blandt det hele
Men i stedet for at pakke det ned
og gemme det væk i den røde taske
som står tom og klar
sidder jeg og mindes alle de ture
hvor hver af de mange ting
er blevet slidt af flere års brug

Kigger rundt på bestik
dåser med majs og glas med pesto
Gaffa og sandaler og solhat
som bare venter på at bliver taget med til Roskilde
som bliver en uge med 20 af de bedste
samt ham fra Nyhavn og lækker musik
For derefter at blive taget med hjem i al hast
Ompakket og taget videre til Norge

Nok bliver det travlt
-Ingen tvivl om det
Men det bliver godt
Og jeg kunne ikke finde på noget
jeg hellere ville bruge min tid på
end at være sammen med alle de sødeste mennesker
og sammen med dem opleve nye og spændende ting
og skubbe til alle de rigtige grænser

Sikke en sommer det bliver

Der er intet som kan
holde fantasien tilbage.
Kun den fysiske verden sætter grænser
og hvem siger at vi
skal vade forvirrede rundt i den
når vi kan drømme?
Ja, jeg spørger bare.

Vi kan rejse væk
og blive dannede i livet.
Vi kan forelske os
og rejse væk i hinanden.
Vi kan glemme alt andet
og rejse til en fjern galakse
med fremmede planeter
hvor ingen vil kunne nå
vores drømme.
Hvor ingen vil kunne
sætte grænser.

Bare os to.

Et navn har fået ny betydning

Sad i eftermiddagssolen på det øverste trin på trappen til balkonen
for at komme så tæt på den blå himmel som muligt
Bogen imellem mine hænder formåede dog idag ikke helt
at fange min opmærksomhed sådan som den plejer
for mine tanker var fæstnet til en plads i solskin på kajen
i Nyhavn hvor bogen i mine hænder var udskiftet
med en kold øl og hvor glæden prikkede i fingerspidserne
Det er ikke mere end en dag siden en rolig hånd
holdt om min der i solen
Det var der i grunden ikke noget mærkværdigt over
Jeg er før blevet holdt i hånden uden at det var noget særligt
Men nu er det pludselig det eneste jeg kan tænke på
og det som afholder mig fra at kunne fokusere
på ordene foran mig

"Vidste du, at når kernerne vender sig i æblet, da vil jorden forgå?"

Skikkelser i regnen

Mennesker i sorte jakker haster forbi hinanden
i den silende regn på Strøget
Paraplyerne dækker for deres grå ansigter som er sammenbidte
på grund af deres irritation over det danske vejr
Ved det da ikke at de har travlt og ikke har tid
til at gå uden om de mange vandpytter som dannes på gaderne
Jamen så tag jer da sammen folkens
Hele verden ligger foran jer hvis bare i kunne løfte
de sorte paraplyer en smule og kigge frem derunder
på de mange som i krydser i jeres hvileløse ilen
Min jakkes stof vædes af regnen
og ligger tungt og køligt på mine skuldre
En hjemløs ligger i en alt for slidt sovepose uden for en trappeopgang
sammen med sin hund i håb om at finde ly og læ der
ligesom de mange andre strøggængere som står og trykker sig
mod butiksruderne som reklamerer med udsalg
Guldmanden står på gammeltorv uforstyrret af den endeløse silen
Håber på et par håndører af de forbipasserende
så han kan løfte på hatten og tage hjem i tørvejr

Langsomt stilner regnen dog af
Paraplyer lukkes og de mange stemmer begynder igen
at give genklang imellem gadens mure
Mistrioske blikke sendes imod himlen
Vejret er utilregneligt så man venter blot
på den næste styrtbyge som kan vaske denne grå by ren
og om muligt farverig og sommerlig

Mine ben brunes af dagens sol
Imens mine tanker forgyldes af solnedgangen
som strækker sig på tværs af himlen
kun brudt af en enkelt flyverstreg
og af de fjerne skyer som ligner bjerge i horisonten
Sommeren har indtaget sin plads i de grønne blade
i solsortens sang ved aftentid
Og med sig bringer den alle de mange drømme
som jeg troede jeg havde glemt over vinteren
Alle de mange lyse nætter
Alle de mange ting jeg skal nå
Roskilde - selv om det ikke bliver så godt som håbet
uden de to som ligger mit hjerte så tæt
Norge - med spejderne i fjeldene
hvor den eneste oppakning vi behøver er lykke
Himmelstorm - som bliver nyt og anderledes
men endog i selskab med alle de bedste

Det kan ikke undgå at blive andet
end en sommer med kærlighed
hvilket er alt jeg kan håbe på og drømme om

Kærlighed