På den igen

På den ene side er min verden som lavet af silke
med alle de søde mennesker omkring mig
og med alle de skønne oplevelser

Men på den anden side er sandpapir og svaret lyder
.. fint ..
hver gang jeg bliver spurgt hvordan jeg har det
For det er ligesom lettest når jeg ikke lige kan overskue
at skulle forklare om forældre og skilsmisse og hjem og alt det

Jeg er sikker på at i også må blive lige så trætte af at høre om det
som jeg bliver af at skulle fortælle om det gang på gang
- for det bliver alligevel til et par gange over et år
Et år er ikke desto mindre gået
og nu håber jeg bare på at mine tanker
snart bliver mere kulørte så jeg rent faktisk
kan holde ud at kigge igennem gamle indlæg her inde

Det kan vel kun gå fremad

Vi er stadig gode venner sagde i
Vi vil stadig kunne tale sammen sagde i

...

Hvor blev det af tænker jeg
når jeg nu ser postkort blive pillet af køleskabet
og det sidste tøj bliver lagt ind på mit værelse
så jeg kan køre op og aflevere det
Han vidste ikke engang hvilket hus på vejen det var
og ej heller ville han vide det
Nogle mennesker tænker bare ikke over deres valg
Eller måske gjorde hun men besluttede sig for
at det vel ville blive godtaget eller i det mindste
accepteret

...

Vi er ikke længere gode venner
Vi kan ikke længere tale sammen

Svampejagt

Hun vandrede igennem skoven, hvor træerne stod tæt og kun lod få af solens dyrebare stråler dale langsomt igennem de mange nåle højt oppe. Hun lod tankerne flyve som kragerne, hun kunne høre over sit hoved. Tænkte på gamle fabler om kærlighed og trolde. Glemte helt de svampe hun var på udkig efter. Svampejagten efter skovens guld, og i hendes uopmærksomhed skød kantareller og rødmende fluesvampe op i de fodspor hun efterlod efter sig i det evigt fugtige grønne mos. Et gyldent spor som vidnede om en ensom færd i skoven hvor tiden stod stille.

Hun kan kunne de andres stemmer fjernt derfra, men søgte ikke imod dem. Tyngden fra kurven begyndte at kunne mærkes, så hun skiftede hånd, varsom med ikke at svinge den så de nøje tilskårede svampe ikke trillede ud. Stilheden dominerede og hun begav sig længere væk endnu i sin evige søgen.  Hun krydsede et lavt stengærde som for længst var blevet efterladt til forfald, og den tætte nåleskov skiftede til små usikre birketræer. Birkerørhatte som plukkedes på hug med den lille hjemmelavede kniv hvilende i hånden. Kurven tyngdedes yderligere. Farvestrålende skørhatte så skrøbelige med deres urørte hvide stokke og fløjelsbløde lameller.
Da begyndte de andre søgende at kalde hendes navn. Men hun var ikke klar til at blive fundet. Ikke helt endnu. Skoven stod stadig afventende. Alting sitrede da hun fortsatte fremad med lydløse skridt over de nedfaldne birkeblade. Glæden over skovens ro og ensomhedens helhed havde fattet sit tag i hende. Nålenes susen og dråberne i de høje strå. Perfektionen var ikke til at overse. Hun længdedes videre frem. Videre ind i det hun vidste var ukendt, men som virkede så velkendt. Så hjemligt. Til sidst måtte hun dog vende om og slå sig til de søgende stemmer, men inderst inde længdedes hun tilbage. Altid.

Jeg vil være Ruby Sparks
Eller hende fra An educatio
eller Zooey Deschanel fra New Girl og 500 days of summer
Jeg vil være fjollet og springe ud i det hele
Jeg vil være så smuk og betagende som dem
Jeg vil opleve kærligheden som de oplever den
både på alt det gode og på alt det dårlige
Jeg vil opleve at opgive hele ens selv som de gør
for derefter at få så meget tilbage
Følelsen af at være så ønsket

Men jeg må nok bare indse det
Jeg er en håbløs sucker for chick flicks
for jeg ønsker mig lige præcis og uden undtagelse
alt hvad de har
Sådan fungerer det nok bare ikke her ude

Støv

Vi er børn af denne klodes støv
så vi må følge med når vinden blæser
Vores sind er som strenge af det pure guld
Vores hjerter fyldt med lykkelig lyrik
og glæden er fuldkommen som en boble
der hviller bristeligt let i nuet
Det kan meget vel være at det ofte er os
som må starte de svære samtaler
men vi får det i det mindste gjort

Vi er børn af denne klodes støv
så vi må følge med når vinden blæser
og så er alt vi kan håbe på og krydse fingre for
at den blæser i en god retning denne gang

Det er sjovt hvordan solen kan skinne udenfor, samtidig med at min verden her inde bag vinduerne er en smule grå idag. Halsen og hovedet gør ondt, og jeg har mest af alt bare lyst til at lægge mig under den lavendelfarvede dyne og drømme mig væk. Drømme mig væk til Nyhavn, selvom jeg godt ved at det sikkert ikke ville blive som jeg havde håbet hvis, jeg tog afsted i aften. Det er latterligt, men det er der jeg helst vil være lige nu. Sidde på marokkopuden som  vi stoppede med aviser og drikke kaffe og ryge Camel. Lyden det giver når vi slår asken af mod askebægerets kant og brudstykkerne af forbipasserendes samtaler uden for vinduet. Jeg ved at jeg er velkommen der inde, og selv hvis ikke mit hovedet havde føltes som et metrobyggeri lige nu, så vil jeg ikke trænge mig på.
Jeg blev tilbudt et kys igår, men takkede pænt nej tak, for jeg vidste at det ville være Nyhavn jeg ville tænke på, og det kunne jeg ikke se det fair i overfor den lyshårede fyr i Dyrehaven.

Jeg troede at det bare var tilfældigt
At jeg havde meget at se til lige i øjeblikket
og at jeg ikke har tid til at sidde stille
Men måske er det også det bedste
at holde sig i gang altså
For jeg er bange for at det hele
bliver for overvældende hvis jeg
sætter mig ned og trækker vejret dybt
og lade tankerne falde til ro

Jeg er bange for at jeg så vil opdage
at jeg ikke kan følge med
og at jeg ikke ved hvad der vil ske