Slutningen af juni

Det er lang tid siden jeg har skrevet
Måske for lang tid
Men det er lang tid siden jeg har haft noget på hjerte

Eller rettere
Sådan var det ind til slutningen af juni

Støvede krøller og støvede sko
Varme dp og varme hænder
En uventet spontanitet jeg stadig ikke helt har forstået
og måske slet ikke kommer til at forstå

Ikke desto mindre har det ledt mig til noget nyt
Noget nyt og ukendt

Havde jeg dog bare vidst i slutningen af juni
at det nye og ukendte ville forsage
at mit hjerte ter sig på en sådan måde
at det nogle aftener kan føles altoverskyggende
Så kunne jeg have forberedt mig bedre
Taget det mere roligt

Men jeg kastede mig hovedkulds ud i det hele
så nu sidder jeg her
og glæder mig bare til at drage mod øst imorgen
så mit hjerte kan falde til ro for en stund

Istanbul

Dagens hede under den strålende sol erstattes
af aftenens pludselige skumring
og nattens blide altindhyldende mildhed

De brolagte gader snor sig først opad
og snart ned igen mod det azurblå hav
imellem de slidte huse i den gamle bydel
hvor bilerne kører efter først til mølle princippet
og hornet bliver brugt som blev de betalt for det

Mylderet i bazarens kølige labyrintagtige gange
hvor hver en pris er til forhandling
og hvert et nyt hjørne er som at vende en side
i 1001 nats østerlandske eventyr
med en ny historie som blot venter på
at blive fortalt til enhver som lytter

Moskeernes svalende kølighed
under de store kupler over vore hoveder
og deres sælsomme kalden ud over byen
som byder op til de troendes dans
og fordybelse i tanker

Gadesælgere og tiggere som lever
af touristernes medbragte nysgerrighed og punge
og de mange blikke der sendes fra mænd
som den mest givne og naturlige ting i forbifarten
efterfulgt af et 'how are you'
samt et 'where are you from'

En forbipasserendes kommentar om
at vi ikke lignede de andre tourister
men derimod rejsende

Aftener på tagterrassen med backgammon
frugt og tyrkisk øl
ved plastikbordet under lysstofrørene
med udsigt ud over den lysende by
og det mørke hav med containerskibende

Den sidste lune nat ved det lave bord
på de dybe tæppeklædte sofaer med vandpipe og æblete
samt tyrkisk musik og latter og godt selskab
Efterfulgt af gåturen hjem i solopgangen
igennem den på tidspunktet mennesketomme by
med kun de opstrejfende gadehunde og katte som følgesvende

En by med historie som igennem evigheder
er blevet bevaret til ære for svundne tider
og som blot venter på at blive genopdaget
af den som sætter sin lid til oplevelsernes betydning
og forstår at værdsætte nuets flygtighed

Jeg må tilbage

Nævner ingen navne

Stjerne skinner ind på mig igennem vinduet

Skæret refkekteres i det spejlblanke vand i fjorden 

Ind på det jeg som jeg ikke er klar til at erstatte

Det jeg hvis hjerte alligevel sendes afsted i vilde hestes tempo
da læber møder mine 

Hvorfor skal det være sådan?

Mine tanker sløres af den rosé som nu står tom
ude i nattens blide mørke 

Men jeg fortæller alligevel mig selv at jeg er sikker i min sag

For hvordan skal man ellers handle når man er fortabt
i fortidens på samme tid betryggende og forurolignende tanker

Fortidens drømme som kaldes til overfladen af nutidens hændelser

Ville jeg hellere være fri spørger jeg mig selv i dette nu? 

Nej

Bliver det dog nogensinde til noget når uvisheden gang på gang rammer
og fæstner mit sind i dets øjeblikkets melankolske tilstand? 

Sikkert ikke

Men drømmen eksisterer endnu
om end fortrængt til periferien af min bevidsthed 

Hvis bare jeg kunne erstatte usikkerheden med nysgerrighed
Men jeg er for bange for at kende svaret

Pas seulement des rêves

Der er ingen fremtid i at bruge nutiden på at ærgre sig over fortiden
så i stedet bruger vi det flygtige og evige nu
her i den endnu kølige luft til den blide lyd af røg
Solens stråler forsøger fortsat at vride sig ud af vinterens jerngreb
En kamp som den snart vil vinde hjulpet på vej af solsorte og anemoner
hvorefter træerne vil kunne klæde sig i deres lysegrønne sommerklæder
Vinden vil blive lun og lyden af de poppende grankogler
vil sagte blive bragt til os af brisen som smyger sig om grannålene
i fyrtræerne over vores hoveder
Sandet vil flygtigt blive varmet op i eftermiddagens varme
og stranden vil dufte af marhalm og sommer

Der er noget der har ændret sig
men jeg ved ikke helt hvad endnu

Umiddelbart er alt som det har været længe
Ingen store overraskelser
Ingen pludselige forandringer

Så det må være sket i det små
ganske ganske langsomt
uden at jeg lagde mærke til det

Lyden af mine trin i gangen er anderledes
og jeg har stadig ikke sat nye batterier
i det stadig tikkende ur på min væg

Måske er tiden gået i stå
Måske er jeg fortsat uden den

Klokken 06.46

For et stykke tid siden kom min far ind
Han spurgte til det smil jeg endnu ikke selv havde lagt mærke til
Jeg vidste ikke om jeg skulle begynde med
solskin, venner, fulde kys, tatoveringen eller noget helt femte
så jeg forklarede noget om en serie jeg så
Det virkede så meget lettere
Så ringede hans telefon og han gik igen
men lod dog døren stå på klem
Det gør den stadig
Blot en lille smule
uden at jeg ved hvor lang tid det har været sådan
For på trods af at det stadig tikker
så er mit ur gået i stå kl 06.46
for et par dage siden

Så her sidder jeg nu alene
med et smil om læberne
og klokken er endnu 06.46
hvilket den for min skyld kan blive ved med at være

Lad tiden flyve

Jeg længes efter forår
Længes efter sommer
så jeg kan sidde i min vindueskarm
og spise gule blommer af det lille træ udenfor

Til sommer vil vi være frie
Jeg vil fri til bare at sidde og gøre intet andet
end at nyde solen på mine bare ben
Til tage tage til festivaller med alle jer
og vandre Caminoen
Vi vil være frie til at rejse ud
og opleve verdens yderste afkroge
og opleve fremmede folkeslag og kærlighed
Frie til at finde den længe savnede lejlighed i København
som altid vil være fyldt med venner og musik
og jer to som er de dejligste jeg kender

Men nu i dette øjeblik kan jeg blot vente på endnu en skoledag
Jeg kan ikke gøre andet end at sidde på de hårde stole og drømme
Lænket fast til et par måneder mere med lektier og forpligtelser

Gid denne tid må til at flyve afsted

Onsdagskliché

I nat hænger månen diffust men lysende som en ensom vandrer
på den sorte himmelhvælving over mit hoved
I den kolde natteluft ser jeg klart
og mine lunger fyldes med den sitrende kulde
På min tunge dvæler endnu smagen af gin
Omkring mine mundvige lurer endnu krøllede smil
Mine tanker er slørede i dette øjeblik
men i dem hviler stunderne med varme vinterkys og latter
som fandt sted i det bløde fløjelsmørke som omgav os
I mine tanker hviler drømme og håb
om forår
om jer
og om dig
sikke dog en onsdagskliché

Havgus på vinduerne

Endnu en gang blæses vi væk
Nyhederne blæser blæsten op i enorme dimensioner
De får det jo til at lyde som en kommende dommedag
og vi er endnu en gang borte med blæsten
ude af stand til at kunne gøre noget ved det

Sidder i spisestuen med den tændte computer foran mig
men får intet lavet det er jo tydeligt
Udenfor svajer træerne stadig frem og tilbage
og vores vinduer bliver mere og mere uigennemsigtige

Går ned på stranden igennem campingpladsen
Overspringshandlingerne er i gang
og bliver mødt at stormens mægtige kræfter
idet vi kommer ud på strandengen
Sandet drives nådesløst på flugt
med kun en smule marehalm som beskyttelse
Bølgerne vælter ind imod hybenbuskene
og bølgerne piskes hvide og flossede
Skummet og gusen slår imod os
længe før vi når ned til hvor standen plejede at begynde
Læberne smager af salt
og håret pisker imod de allerede forfrosne kinder

Skydækket åbner sig og solen skinner ned
på det urolige og oprørte hav
som plamager af bladguld over bølgerne i fjorden
Finder mobilen frem og forsøger forgæves at foreviggøre
det spektakulære syn over den ellers så velkendte udsigt

Man føler sig uendelig lille og forsvarsløs i sådan noget vejr
for hvor kan naturen dog være ukontrollerbar
men samtidig så uendelig smuk

Nye farver i stormen

Mit hjerteslags rytme er ukendt som en fjern afrikansk stammes
Utålmodigt og galoperende
Vores sind eksploderer og danner nye farver i universet
Beruses af betingelsesløs hengivenhed
Det er som at tage et par solbriller på
hvorefter man ser verden i et nyt lys
Overvældes af farverne
Alt er smukt og unikt

Gid jeg havde det sådan her lige nu
Rettelse
Gid jeg nogensinde havde haft det sådan her
Men faktum er at stormen kom
og at regnen vaskede de sommerlige farver ud af verdenen
så jeg end ikke med solbriller på
kan ense efterårets gyldne farver
Blæsten ruskede bladene løs fra grenene
Stormen ramte vort ganske land
og den lod ikke en eneste krog ligge urørt
Alt blev malet gråt
og mit hjerte blev fyldt med visne blade
længsel og ensomhed

På den igen

På den ene side er min verden som lavet af silke
med alle de søde mennesker omkring mig
og med alle de skønne oplevelser

Men på den anden side er sandpapir og svaret lyder
.. fint ..
hver gang jeg bliver spurgt hvordan jeg har det
For det er ligesom lettest når jeg ikke lige kan overskue
at skulle forklare om forældre og skilsmisse og hjem og alt det

Jeg er sikker på at i også må blive lige så trætte af at høre om det
som jeg bliver af at skulle fortælle om det gang på gang
- for det bliver alligevel til et par gange over et år
Et år er ikke desto mindre gået
og nu håber jeg bare på at mine tanker
snart bliver mere kulørte så jeg rent faktisk
kan holde ud at kigge igennem gamle indlæg her inde

Det kan vel kun gå fremad

Vi er stadig gode venner sagde i
Vi vil stadig kunne tale sammen sagde i

...

Hvor blev det af tænker jeg
når jeg nu ser postkort blive pillet af køleskabet
og det sidste tøj bliver lagt ind på mit værelse
så jeg kan køre op og aflevere det
Han vidste ikke engang hvilket hus på vejen det var
og ej heller ville han vide det
Nogle mennesker tænker bare ikke over deres valg
Eller måske gjorde hun men besluttede sig for
at det vel ville blive godtaget eller i det mindste
accepteret

...

Vi er ikke længere gode venner
Vi kan ikke længere tale sammen

Svampejagt

Hun vandrede igennem skoven, hvor træerne stod tæt og kun lod få af solens dyrebare stråler dale langsomt igennem de mange nåle højt oppe. Hun lod tankerne flyve som kragerne, hun kunne høre over sit hoved. Tænkte på gamle fabler om kærlighed og trolde. Glemte helt de svampe hun var på udkig efter. Svampejagten efter skovens guld, og i hendes uopmærksomhed skød kantareller og rødmende fluesvampe op i de fodspor hun efterlod efter sig i det evigt fugtige grønne mos. Et gyldent spor som vidnede om en ensom færd i skoven hvor tiden stod stille.

Hun kan kunne de andres stemmer fjernt derfra, men søgte ikke imod dem. Tyngden fra kurven begyndte at kunne mærkes, så hun skiftede hånd, varsom med ikke at svinge den så de nøje tilskårede svampe ikke trillede ud. Stilheden dominerede og hun begav sig længere væk endnu i sin evige søgen.  Hun krydsede et lavt stengærde som for længst var blevet efterladt til forfald, og den tætte nåleskov skiftede til små usikre birketræer. Birkerørhatte som plukkedes på hug med den lille hjemmelavede kniv hvilende i hånden. Kurven tyngdedes yderligere. Farvestrålende skørhatte så skrøbelige med deres urørte hvide stokke og fløjelsbløde lameller.
Da begyndte de andre søgende at kalde hendes navn. Men hun var ikke klar til at blive fundet. Ikke helt endnu. Skoven stod stadig afventende. Alting sitrede da hun fortsatte fremad med lydløse skridt over de nedfaldne birkeblade. Glæden over skovens ro og ensomhedens helhed havde fattet sit tag i hende. Nålenes susen og dråberne i de høje strå. Perfektionen var ikke til at overse. Hun længdedes videre frem. Videre ind i det hun vidste var ukendt, men som virkede så velkendt. Så hjemligt. Til sidst måtte hun dog vende om og slå sig til de søgende stemmer, men inderst inde længdedes hun tilbage. Altid.

Jeg vil være Ruby Sparks
Eller hende fra An educatio
eller Zooey Deschanel fra New Girl og 500 days of summer
Jeg vil være fjollet og springe ud i det hele
Jeg vil være så smuk og betagende som dem
Jeg vil opleve kærligheden som de oplever den
både på alt det gode og på alt det dårlige
Jeg vil opleve at opgive hele ens selv som de gør
for derefter at få så meget tilbage
Følelsen af at være så ønsket

Men jeg må nok bare indse det
Jeg er en håbløs sucker for chick flicks
for jeg ønsker mig lige præcis og uden undtagelse
alt hvad de har
Sådan fungerer det nok bare ikke her ude

Støv

Vi er børn af denne klodes støv
så vi må følge med når vinden blæser
Vores sind er som strenge af det pure guld
Vores hjerter fyldt med lykkelig lyrik
og glæden er fuldkommen som en boble
der hviller bristeligt let i nuet
Det kan meget vel være at det ofte er os
som må starte de svære samtaler
men vi får det i det mindste gjort

Vi er børn af denne klodes støv
så vi må følge med når vinden blæser
og så er alt vi kan håbe på og krydse fingre for
at den blæser i en god retning denne gang

Det er sjovt hvordan solen kan skinne udenfor, samtidig med at min verden her inde bag vinduerne er en smule grå idag. Halsen og hovedet gør ondt, og jeg har mest af alt bare lyst til at lægge mig under den lavendelfarvede dyne og drømme mig væk. Drømme mig væk til Nyhavn, selvom jeg godt ved at det sikkert ikke ville blive som jeg havde håbet hvis, jeg tog afsted i aften. Det er latterligt, men det er der jeg helst vil være lige nu. Sidde på marokkopuden som  vi stoppede med aviser og drikke kaffe og ryge Camel. Lyden det giver når vi slår asken af mod askebægerets kant og brudstykkerne af forbipasserendes samtaler uden for vinduet. Jeg ved at jeg er velkommen der inde, og selv hvis ikke mit hovedet havde føltes som et metrobyggeri lige nu, så vil jeg ikke trænge mig på.
Jeg blev tilbudt et kys igår, men takkede pænt nej tak, for jeg vidste at det ville være Nyhavn jeg ville tænke på, og det kunne jeg ikke se det fair i overfor den lyshårede fyr i Dyrehaven.

Jeg troede at det bare var tilfældigt
At jeg havde meget at se til lige i øjeblikket
og at jeg ikke har tid til at sidde stille
Men måske er det også det bedste
at holde sig i gang altså
For jeg er bange for at det hele
bliver for overvældende hvis jeg
sætter mig ned og trækker vejret dybt
og lade tankerne falde til ro

Jeg er bange for at jeg så vil opdage
at jeg ikke kan følge med
og at jeg ikke ved hvad der vil ske

Styrke og sørgmod

Hvad vil det sige at være stærk?

Hvad skal man være kommet igennem?
Når de sidder der ved bordet og fortæller
kan jeg ikke lade være med at blive sørgmodig på deres vegne

I øjeblikket kommer jeg hjem til et tomt hus de fleste dage
Et mørkt hus uden hverken mennesker eller mad

Et hus som egentlig ikke er et hjem. Men hvor er hjem så? 

Mine dage svinger utroligt meget

Mine ture til København

Eller aftenerne i haven betyder det hele
Når vi alle sidder der, med vin eller øl i glassene
og med ørentvistene som kravler ud og ind ad hullerne
i den plastikdug som ligger hen over bordet
Med musikken som bølger ud ad vinduerne
og med den lune nattevind som smyger sig
om vores bare arme og ben

På sådanne aftener hvor det hele bliver for meget
Eller på helt almindelige solskinsdage ved jeg
at jeg er så heldig at have så mange utrolig smukke
og vidunderlige mennesker i mit liv

Det får mig til at indse
at mit hjem vel i grunden er hvor end de er

Sorte fødder

Natten i går var et afbræk
Det fik mig til at indse at ikke alt bliver
som man gerne vil have det
Eller som man tror man vil have det

Der sad vi så
I hver vores stol i lejligheden i Nyhavn
og røg cigaretter og drak te
og snakkede om ingenting
Ikke som jeg havde forestillet mig det
før jeg tog toget hjemmefra
Jeg havde dannet forhåbninger
ud fra jeres optimistiske ord
og ud fra hvad han havde sagt
Det blev anderledes
men ikke nødvendigvis på en dårlig måde
Det var jo hyggeligt nok

Der er bare det at jeg
blev efterladt med spørgsmål
som ikke kunne svares på
og uudredelige strenge af tanker
Men selv det er vel overskueligt
Der findes en hvis orden i mit kaos
De små ledetråde bindes sammen
i en sirlig knude
og gemmes væk bag de blå øjne
De blå øjne som nu kigger ned
på det sorte snavs Københavns gader
har efterladt under mine fødder
fra da vi tre gik mod bussen i formiddags

Er det i grunden ikke vi to som gik
med bare tæer på den lune asfalt i gråvejret
som i virkeligheden har fat på det rigtige?
Byen efterlod sit præg

Tørt græs og flyttekasser

I haven var græsset gult, tørt og svedent og blommetræet og moreltræets blade hang sorgmodigt på grenene på grund af den udeblivende regn da vi begyndte at bære flyttekasserne ud af huset på Søndergade.
Hver gang jeg trådte ud igennem hoveddøren, ud på de varme fliser, var jeg bange for at det bliver sidste gang jeg stadig kan kalde det mit hjem. For jeg ved jo godt at drengene bliver boende til det er solgt, men det er stadig ikke det samme.

Vi bærer tingene ud til den tomme og afventende bil - lige så tom og afventende som jeg føler mig, og som egentlig ikke engang er vores, men en vi har lånt af nogle venner, blot for at fragte kasserne til Lodsensvej hvor det nye hus med de røde mursten langsomt dag for dag bliver beklædt med vores ejendele. Ind til videre er det kun større ting - lamper, billeder, kufferter og tasker som bliver flyttet, men når først mit tøj og mine ting står i kasser i bilen er alting ændret.

De røde mursten vil komme til at skjule vores liv men det vil ikke blive vores lige med det samme af den grund. Vi skal først tilpasse os de nye rum. Gøre dem til vores. Det vil være falsk og mærkeligt, og det er ikke sådan lige til at forestille sig at skulle bo der hvor der er fremmed og anderledes om kun lidt over en uge, i stedet for her hvor der er hjemligt og velkendt. Her hvor man kender huset ud og ind, og ville kunne færdes med lukkede øjne. Her hvor vi legede skjul som små, og kender alle de gode gemmesteder, som det ved siden af alkoven inde i stuen, og det oppe på loftet bag reolen. På Lodsensvej giver de tomme rum stadig genklang og kender jeg ikke engang trinene op til hoveddøren, jeg kan ikke finde ud af at bruge den nye nøgle, og jeg ved ikke hvordan solen rammer gulvet i stuen om eftermiddagen eller hvor i haven der er læ og hvor man kan ligge og læse. Jeg føler ikke at det er mit noget af det.

Men sådan er det nu en gang, det er der ikke noget at gøre ved, men det skal nok blive godt med tiden.