tirsdag den 31. januar 2012


Drømmer
lige så stille
om at rejse væk

Rejse ud og se verdenen
Sejle ud over de syv verdenshave i en lille blå jolle
En af den slag hvor malingen er skallet en smule af

Opleve nye byer, kulturer, landskaber og folkeslag
Få et glimt af fremmedes hverdag
Indtryk og udtryk
Påtryk og aftryk

Som billeder der vil stå klare og farverige
lige inde bag øjnene
som nu kun ser sneen falde hvid
for derefter af blive grå og sjappet på fortovene

Hvor kunne det dog være rart
at befinde sig under nye himmelstrøg
blot for en stund

Men lige nu er der langt
til dagdrømmerier om vandringer i Lapland
og middelhavets kyster
Lige nu er det vinter
og der er mere kulde på vej


torsdag den 26. januar 2012

2 personer for 1 persons pris

Ligner vi hinanden?
Har vi telepatiske evner?
Kan den ene fornemme hvor den anden befinder sig?
Hvorfor har jeg blå øjne, når han har brune?
Hvorfor ligner vi ikke hinanden mere?
Er vi en æggede?
Er vi tveæggede?
Skændes vi tit?
Hvorfor starter begge vores navne med N?
Er vi altid gode venner?
Hvorfor gik vi i klasse sammen? Det er da ikke normalt, er det?
Kan den ene føle hvad den anden føler?

Så mange spørgsmål, som jeg ikke altid kender svaret på,
men jeg ved at ham der tvillingen,
lige inde på den anden side af væggen,
han er nu en gang en dejlig en.

onsdag den 25. januar 2012


Kan livet mon sammenlignes
med en film på kanal 5?

Man sidder der
lever sig ind i historien
Gætter på hvad der mon nu vil ske
Ender den lykkeligt?
Er det en feel good film?

Så pludselig
bliver man afbrudt af endnu en reklame
Man bliver sat på hold
og må igen sidde der
Vente
Vente i spænding
Vente på hvad der nu vil ske
Ske i filmen
Ske i livet

Og så pludselig
starter filmen
Man bliver igen hevet ind i livet
Og alt hvad der følger med det



søndag den 22. januar 2012


Stoppede op et øjeblik
Lænede mig mod stengærdet
og mærkede hvordan vandet gjorde uldtrøjens ærmer tunge og kolde
Kiggede ud over det spejlblanke vand
elmastens spejlbillede og en enkelt svane

Hørte de andres stemmer ud igennem døren
som stod en smule på klem
Så ind igennem de små ruder
med stearinlys i karmene
og med varm saft og kaffe på bordet
En perfekt opskrift på hygge
Simpelt men helt essentielt

Sneen begynder at falde
lydløst og roligt
Store dovne fnug bryder det blanke vand
Lægger sig som små totter af vat på alle overflader
Maler luften hvid

Isolerer os ude på vores egen lille ø

fredag den 20. januar 2012

Godt selskab

Føler det som en hel uges
gøremål
transport
stress
pligter
tanker
indtryk
og oplevelser
nu bliver presset sammen på én enkelt weekend.
Men hey, hvor galt kan det gå?
Det bliver jo en weekend i selskab med alle dem, jeg bedst kan lide!

torsdag den 19. januar 2012

Jeg har en hemmelighed
Jeg gemmer på en lille glæde i mit skab
her bor den lige så stille og kræver ikke det store
Jeg ved ikke hvornår den flyttede ind
men nu bor den hos mig
i mit skab

Det er ikke altid jeg tænker over at den bor der inde
faktisk glemmer jeg den helt en gang imellem

Men når jeg så en dag sidder alene på mit værelse
helt tyst
så giver den lyd fra sig
og jeg husker igen på at den bor der inde i mørket
og jeg tager den forsigtigt ud og kæler den bag øret
Fortæller den om dagens gode oplevelser
Fodrer den med glade ord

Jeg ved ikke om den vil blive boende for altid
eller blot for en stund
Men jeg ved at den er der inde
i mit skab

tirsdag den 17. januar 2012

Croquis




Og der sad vi
og betragtede hende
som var hun en statue

Vi glemte helt hvad hun var
Vi glemte at hun var ligesom os

Og da vi kom hjem
var hun blot blyantstreger
på det papir
der engang var
blankt

søndag den 15. januar 2012

Lyse dage


Jeg glæder mig til at se de første grønne skud på træernes grene, løftet om sommerrens komme.
Jeg glæder mig til de lange lyse dage og milde nætter,
længes efter varmt sand og solens stråler på huden.
Jeg glæder mig til at mærke sne knase under fødderne,
som følelsen af at knuge ris i sin knyttede hånd.
Til nogle måneder endnu at blive blæst igennem af den kolde vind.

Jeg glæder mig til meget forskelligt, både dit og dat,
men samtidig glæder jeg mig også over at være her, nu, i varmen bag ruderne som natten har malet sorte.