Havgus på vinduerne

Endnu en gang blæses vi væk
Nyhederne blæser blæsten op i enorme dimensioner
De får det jo til at lyde som en kommende dommedag
og vi er endnu en gang borte med blæsten
ude af stand til at kunne gøre noget ved det

Sidder i spisestuen med den tændte computer foran mig
men får intet lavet det er jo tydeligt
Udenfor svajer træerne stadig frem og tilbage
og vores vinduer bliver mere og mere uigennemsigtige

Går ned på stranden igennem campingpladsen
Overspringshandlingerne er i gang
og bliver mødt at stormens mægtige kræfter
idet vi kommer ud på strandengen
Sandet drives nådesløst på flugt
med kun en smule marehalm som beskyttelse
Bølgerne vælter ind imod hybenbuskene
og bølgerne piskes hvide og flossede
Skummet og gusen slår imod os
længe før vi når ned til hvor standen plejede at begynde
Læberne smager af salt
og håret pisker imod de allerede forfrosne kinder

Skydækket åbner sig og solen skinner ned
på det urolige og oprørte hav
som plamager af bladguld over bølgerne i fjorden
Finder mobilen frem og forsøger forgæves at foreviggøre
det spektakulære syn over den ellers så velkendte udsigt

Man føler sig uendelig lille og forsvarsløs i sådan noget vejr
for hvor kan naturen dog være ukontrollerbar
men samtidig så uendelig smuk

Nye farver i stormen

Mit hjerteslags rytme er ukendt som en fjern afrikansk stammes
Utålmodigt og galoperende
Vores sind eksploderer og danner nye farver i universet
Beruses af betingelsesløs hengivenhed
Det er som at tage et par solbriller på
hvorefter man ser verden i et nyt lys
Overvældes af farverne
Alt er smukt og unikt

Gid jeg havde det sådan her lige nu
Rettelse
Gid jeg nogensinde havde haft det sådan her
Men faktum er at stormen kom
og at regnen vaskede de sommerlige farver ud af verdenen
så jeg end ikke med solbriller på
kan ense efterårets gyldne farver
Blæsten ruskede bladene løs fra grenene
Stormen ramte vort ganske land
og den lod ikke en eneste krog ligge urørt
Alt blev malet gråt
og mit hjerte blev fyldt med visne blade
længsel og ensomhed

På den igen

På den ene side er min verden som lavet af silke
med alle de søde mennesker omkring mig
og med alle de skønne oplevelser

Men på den anden side er sandpapir og svaret lyder
.. fint ..
hver gang jeg bliver spurgt hvordan jeg har det
For det er ligesom lettest når jeg ikke lige kan overskue
at skulle forklare om forældre og skilsmisse og hjem og alt det

Jeg er sikker på at i også må blive lige så trætte af at høre om det
som jeg bliver af at skulle fortælle om det gang på gang
- for det bliver alligevel til et par gange over et år
Et år er ikke desto mindre gået
og nu håber jeg bare på at mine tanker
snart bliver mere kulørte så jeg rent faktisk
kan holde ud at kigge igennem gamle indlæg her inde

Det kan vel kun gå fremad

Vi er stadig gode venner sagde i
Vi vil stadig kunne tale sammen sagde i

...

Hvor blev det af tænker jeg
når jeg nu ser postkort blive pillet af køleskabet
og det sidste tøj bliver lagt ind på mit værelse
så jeg kan køre op og aflevere det
Han vidste ikke engang hvilket hus på vejen det var
og ej heller ville han vide det
Nogle mennesker tænker bare ikke over deres valg
Eller måske gjorde hun men besluttede sig for
at det vel ville blive godtaget eller i det mindste
accepteret

...

Vi er ikke længere gode venner
Vi kan ikke længere tale sammen

Svampejagt

Hun vandrede igennem skoven, hvor træerne stod tæt og kun lod få af solens dyrebare stråler dale langsomt igennem de mange nåle højt oppe. Hun lod tankerne flyve som kragerne, hun kunne høre over sit hoved. Tænkte på gamle fabler om kærlighed og trolde. Glemte helt de svampe hun var på udkig efter. Svampejagten efter skovens guld, og i hendes uopmærksomhed skød kantareller og rødmende fluesvampe op i de fodspor hun efterlod efter sig i det evigt fugtige grønne mos. Et gyldent spor som vidnede om en ensom færd i skoven hvor tiden stod stille.

Hun kan kunne de andres stemmer fjernt derfra, men søgte ikke imod dem. Tyngden fra kurven begyndte at kunne mærkes, så hun skiftede hånd, varsom med ikke at svinge den så de nøje tilskårede svampe ikke trillede ud. Stilheden dominerede og hun begav sig længere væk endnu i sin evige søgen.  Hun krydsede et lavt stengærde som for længst var blevet efterladt til forfald, og den tætte nåleskov skiftede til små usikre birketræer. Birkerørhatte som plukkedes på hug med den lille hjemmelavede kniv hvilende i hånden. Kurven tyngdedes yderligere. Farvestrålende skørhatte så skrøbelige med deres urørte hvide stokke og fløjelsbløde lameller.
Da begyndte de andre søgende at kalde hendes navn. Men hun var ikke klar til at blive fundet. Ikke helt endnu. Skoven stod stadig afventende. Alting sitrede da hun fortsatte fremad med lydløse skridt over de nedfaldne birkeblade. Glæden over skovens ro og ensomhedens helhed havde fattet sit tag i hende. Nålenes susen og dråberne i de høje strå. Perfektionen var ikke til at overse. Hun længdedes videre frem. Videre ind i det hun vidste var ukendt, men som virkede så velkendt. Så hjemligt. Til sidst måtte hun dog vende om og slå sig til de søgende stemmer, men inderst inde længdedes hun tilbage. Altid.

Jeg vil være Ruby Sparks
Eller hende fra An educatio
eller Zooey Deschanel fra New Girl og 500 days of summer
Jeg vil være fjollet og springe ud i det hele
Jeg vil være så smuk og betagende som dem
Jeg vil opleve kærligheden som de oplever den
både på alt det gode og på alt det dårlige
Jeg vil opleve at opgive hele ens selv som de gør
for derefter at få så meget tilbage
Følelsen af at være så ønsket

Men jeg må nok bare indse det
Jeg er en håbløs sucker for chick flicks
for jeg ønsker mig lige præcis og uden undtagelse
alt hvad de har
Sådan fungerer det nok bare ikke her ude

Støv

Vi er børn af denne klodes støv
så vi må følge med når vinden blæser
Vores sind er som strenge af det pure guld
Vores hjerter fyldt med lykkelig lyrik
og glæden er fuldkommen som en boble
der hviller bristeligt let i nuet
Det kan meget vel være at det ofte er os
som må starte de svære samtaler
men vi får det i det mindste gjort

Vi er børn af denne klodes støv
så vi må følge med når vinden blæser
og så er alt vi kan håbe på og krydse fingre for
at den blæser i en god retning denne gang

Det er sjovt hvordan solen kan skinne udenfor, samtidig med at min verden her inde bag vinduerne er en smule grå idag. Halsen og hovedet gør ondt, og jeg har mest af alt bare lyst til at lægge mig under den lavendelfarvede dyne og drømme mig væk. Drømme mig væk til Nyhavn, selvom jeg godt ved at det sikkert ikke ville blive som jeg havde håbet hvis, jeg tog afsted i aften. Det er latterligt, men det er der jeg helst vil være lige nu. Sidde på marokkopuden som  vi stoppede med aviser og drikke kaffe og ryge Camel. Lyden det giver når vi slår asken af mod askebægerets kant og brudstykkerne af forbipasserendes samtaler uden for vinduet. Jeg ved at jeg er velkommen der inde, og selv hvis ikke mit hovedet havde føltes som et metrobyggeri lige nu, så vil jeg ikke trænge mig på.
Jeg blev tilbudt et kys igår, men takkede pænt nej tak, for jeg vidste at det ville være Nyhavn jeg ville tænke på, og det kunne jeg ikke se det fair i overfor den lyshårede fyr i Dyrehaven.

Jeg troede at det bare var tilfældigt
At jeg havde meget at se til lige i øjeblikket
og at jeg ikke har tid til at sidde stille
Men måske er det også det bedste
at holde sig i gang altså
For jeg er bange for at det hele
bliver for overvældende hvis jeg
sætter mig ned og trækker vejret dybt
og lade tankerne falde til ro

Jeg er bange for at jeg så vil opdage
at jeg ikke kan følge med
og at jeg ikke ved hvad der vil ske

Styrke og sørgmod

Hvad vil det sige at være stærk?

Hvad skal man være kommet igennem?
Når de sidder der ved bordet og fortæller
kan jeg ikke lade være med at blive sørgmodig på deres vegne

I øjeblikket kommer jeg hjem til et tomt hus de fleste dage
Et mørkt hus uden hverken mennesker eller mad

Et hus som egentlig ikke er et hjem. Men hvor er hjem så? 

Mine dage svinger utroligt meget

Mine ture til København

Eller aftenerne i haven betyder det hele
Når vi alle sidder der, med vin eller øl i glassene
og med ørentvistene som kravler ud og ind ad hullerne
i den plastikdug som ligger hen over bordet
Med musikken som bølger ud ad vinduerne
og med den lune nattevind som smyger sig
om vores bare arme og ben

På sådanne aftener hvor det hele bliver for meget
Eller på helt almindelige solskinsdage ved jeg
at jeg er så heldig at have så mange utrolig smukke
og vidunderlige mennesker i mit liv

Det får mig til at indse
at mit hjem vel i grunden er hvor end de er

Sorte fødder

Natten i går var et afbræk
Det fik mig til at indse at ikke alt bliver
som man gerne vil have det
Eller som man tror man vil have det

Der sad vi så
I hver vores stol i lejligheden i Nyhavn
og røg cigaretter og drak te
og snakkede om ingenting
Ikke som jeg havde forestillet mig det
før jeg tog toget hjemmefra
Jeg havde dannet forhåbninger
ud fra jeres optimistiske ord
og ud fra hvad han havde sagt
Det blev anderledes
men ikke nødvendigvis på en dårlig måde
Det var jo hyggeligt nok

Der er bare det at jeg
blev efterladt med spørgsmål
som ikke kunne svares på
og uudredelige strenge af tanker
Men selv det er vel overskueligt
Der findes en hvis orden i mit kaos
De små ledetråde bindes sammen
i en sirlig knude
og gemmes væk bag de blå øjne
De blå øjne som nu kigger ned
på det sorte snavs Københavns gader
har efterladt under mine fødder
fra da vi tre gik mod bussen i formiddags

Er det i grunden ikke vi to som gik
med bare tæer på den lune asfalt i gråvejret
som i virkeligheden har fat på det rigtige?
Byen efterlod sit præg

Tørt græs og flyttekasser

I haven var græsset gult, tørt og svedent og blommetræet og moreltræets blade hang sorgmodigt på grenene på grund af den udeblivende regn da vi begyndte at bære flyttekasserne ud af huset på Søndergade.
Hver gang jeg trådte ud igennem hoveddøren, ud på de varme fliser, var jeg bange for at det bliver sidste gang jeg stadig kan kalde det mit hjem. For jeg ved jo godt at drengene bliver boende til det er solgt, men det er stadig ikke det samme.

Vi bærer tingene ud til den tomme og afventende bil - lige så tom og afventende som jeg føler mig, og som egentlig ikke engang er vores, men en vi har lånt af nogle venner, blot for at fragte kasserne til Lodsensvej hvor det nye hus med de røde mursten langsomt dag for dag bliver beklædt med vores ejendele. Ind til videre er det kun større ting - lamper, billeder, kufferter og tasker som bliver flyttet, men når først mit tøj og mine ting står i kasser i bilen er alting ændret.

De røde mursten vil komme til at skjule vores liv men det vil ikke blive vores lige med det samme af den grund. Vi skal først tilpasse os de nye rum. Gøre dem til vores. Det vil være falsk og mærkeligt, og det er ikke sådan lige til at forestille sig at skulle bo der hvor der er fremmed og anderledes om kun lidt over en uge, i stedet for her hvor der er hjemligt og velkendt. Her hvor man kender huset ud og ind, og ville kunne færdes med lukkede øjne. Her hvor vi legede skjul som små, og kender alle de gode gemmesteder, som det ved siden af alkoven inde i stuen, og det oppe på loftet bag reolen. På Lodsensvej giver de tomme rum stadig genklang og kender jeg ikke engang trinene op til hoveddøren, jeg kan ikke finde ud af at bruge den nye nøgle, og jeg ved ikke hvordan solen rammer gulvet i stuen om eftermiddagen eller hvor i haven der er læ og hvor man kan ligge og læse. Jeg føler ikke at det er mit noget af det.

Men sådan er det nu en gang, det er der ikke noget at gøre ved, men det skal nok blive godt med tiden.

Forventningsglæde

Har brugt de sidste par dage på at skrive lister
over alle de tusind ting det føltes som om
jeg skulle huske
Rækkefølger jeg skulle finde ting frem i
Nogle ting skulle købes
andre repareres eller findes frem på loftet

Nu efter alle punkterne på listerne
er streget over sidder jeg på gulvet
midt i blandt det hele
Men i stedet for at pakke det ned
og gemme det væk i den røde taske
som står tom og klar
sidder jeg og mindes alle de ture
hvor hver af de mange ting
er blevet slidt af flere års brug

Kigger rundt på bestik
dåser med majs og glas med pesto
Gaffa og sandaler og solhat
som bare venter på at bliver taget med til Roskilde
som bliver en uge med 20 af de bedste
samt ham fra Nyhavn og lækker musik
For derefter at blive taget med hjem i al hast
Ompakket og taget videre til Norge

Nok bliver det travlt
-Ingen tvivl om det
Men det bliver godt
Og jeg kunne ikke finde på noget
jeg hellere ville bruge min tid på
end at være sammen med alle de sødeste mennesker
og sammen med dem opleve nye og spændende ting
og skubbe til alle de rigtige grænser

Sikke en sommer det bliver

Der er intet som kan
holde fantasien tilbage.
Kun den fysiske verden sætter grænser
og hvem siger at vi
skal vade forvirrede rundt i den
når vi kan drømme?
Ja, jeg spørger bare.

Vi kan rejse væk
og blive dannede i livet.
Vi kan forelske os
og rejse væk i hinanden.
Vi kan glemme alt andet
og rejse til en fjern galakse
med fremmede planeter
hvor ingen vil kunne nå
vores drømme.
Hvor ingen vil kunne
sætte grænser.

Bare os to.

Et navn har fået ny betydning

Sad i eftermiddagssolen på det øverste trin på trappen til balkonen
for at komme så tæt på den blå himmel som muligt
Bogen imellem mine hænder formåede dog idag ikke helt
at fange min opmærksomhed sådan som den plejer
for mine tanker var fæstnet til en plads i solskin på kajen
i Nyhavn hvor bogen i mine hænder var udskiftet
med en kold øl og hvor glæden prikkede i fingerspidserne
Det er ikke mere end en dag siden en rolig hånd
holdt om min der i solen
Det var der i grunden ikke noget mærkværdigt over
Jeg er før blevet holdt i hånden uden at det var noget særligt
Men nu er det pludselig det eneste jeg kan tænke på
og det som afholder mig fra at kunne fokusere
på ordene foran mig

"Vidste du, at når kernerne vender sig i æblet, da vil jorden forgå?"

Skikkelser i regnen

Mennesker i sorte jakker haster forbi hinanden
i den silende regn på Strøget
Paraplyerne dækker for deres grå ansigter som er sammenbidte
på grund af deres irritation over det danske vejr
Ved det da ikke at de har travlt og ikke har tid
til at gå uden om de mange vandpytter som dannes på gaderne
Jamen så tag jer da sammen folkens
Hele verden ligger foran jer hvis bare i kunne løfte
de sorte paraplyer en smule og kigge frem derunder
på de mange som i krydser i jeres hvileløse ilen
Min jakkes stof vædes af regnen
og ligger tungt og køligt på mine skuldre
En hjemløs ligger i en alt for slidt sovepose uden for en trappeopgang
sammen med sin hund i håb om at finde ly og læ der
ligesom de mange andre strøggængere som står og trykker sig
mod butiksruderne som reklamerer med udsalg
Guldmanden står på gammeltorv uforstyrret af den endeløse silen
Håber på et par håndører af de forbipasserende
så han kan løfte på hatten og tage hjem i tørvejr

Langsomt stilner regnen dog af
Paraplyer lukkes og de mange stemmer begynder igen
at give genklang imellem gadens mure
Mistrioske blikke sendes imod himlen
Vejret er utilregneligt så man venter blot
på den næste styrtbyge som kan vaske denne grå by ren
og om muligt farverig og sommerlig

Mine ben brunes af dagens sol
Imens mine tanker forgyldes af solnedgangen
som strækker sig på tværs af himlen
kun brudt af en enkelt flyverstreg
og af de fjerne skyer som ligner bjerge i horisonten
Sommeren har indtaget sin plads i de grønne blade
i solsortens sang ved aftentid
Og med sig bringer den alle de mange drømme
som jeg troede jeg havde glemt over vinteren
Alle de mange lyse nætter
Alle de mange ting jeg skal nå
Roskilde - selv om det ikke bliver så godt som håbet
uden de to som ligger mit hjerte så tæt
Norge - med spejderne i fjeldene
hvor den eneste oppakning vi behøver er lykke
Himmelstorm - som bliver nyt og anderledes
men endog i selskab med alle de bedste

Det kan ikke undgå at blive andet
end en sommer med kærlighed
hvilket er alt jeg kan håbe på og drømme om

Kærlighed

Nonsens

Mit hoved er fyldt med ævl fra de bøger
som jeg forsøger at holde næsen i
Homologe kromosomer, evolution, anaerobe processer,
naturlig selektion, eukaryote celler, analoge træk,
DNA-hybridisering, endosymbiontteorien
Bøgerne fortæller mig at mulddyr ikke er en art
men jeg er ligeglad
Jeg har redet på et engang og det var sødt

I virkeligheden er jeg fuldstændig ligeglad med
hvordan man sammenligner enkeltstrenget DNA
og med Mendels arvelove og mutation
Jeg har bare lyst til at danse rundt og rundt
på køkkengulvet i selskab med min skygge ved mine fødder
med sød musik og med tordenskyerne og syrenerne

Rejsefeber

Jeg har det utrolig hårdt
med tanken om at der er et helt års skole mere
Når nu jeg ved at hele verden blot ligger
og venter på mig der ude
Peru
Marokko
Lapland
Caminoen
Vietnam
Pompeji
Jeg kunne blive ved
Længslen til at rejse bort
Til at se toppe af bjerge i skyerne
Oceaner af blåt som synes uendelige
Dybe regnskove med alverdens lyde
Ørkener af udtærende hede
Længslen mod oplevelserne
trækker i mig som
natsværmer mod lys
Ååh
Gid jeg snart bliver færdig med skole

Filosofi

Mennesker volder hinanden skade
som følge af had, misundelse eller foragt,
som den vise sætter sig ud over med sin fornuft.
Men den, der én gang er blevet vis, kommer aldrig frivilligt igen
i den modsatte eller nogen lignende tilstand.
Han vil mere end andre gribes af følelser,
men det står ikke i vejen for hans visdom.

- Epikur (341-270 f.kr.)

Dette var det citat min filosofilærer valgte at give mig
til vores sidste filosofitime i dag ude på græsset i solen.

Himmelfart

I nat drog vi til himmels i byen uden stjerner
Vi fulgte Jesus som hans syv nye disciple

Sammen med ham tog vi afsked med jorden
for med alkohol i blodet at fare mod den fløjlsmørke kuppel
over vore hoveder
Vores hjerter banker i takt med den tunge bas
Næstekærligheden sitrer lige under huden
Og sødmen fra de alt for dyre drinks ligger under tungen

Vi vender dog snart tilbage fra himlens høje haller
Da solen står op over hustagene og det lysner på gaden
bliver vi trukket tilbage
Vores fødder bliver festnet til jorden
og vores himmelfart bliver fortid
Et minde om en aften i byen uden stjerner

Det betyder held, gør det ikke?

Det er årets hidtil varmeste dag, og det er lykkeds mig både at købe et par nye sandaler, drikke the med ham den sødeste ven og at få en fugleklat i håret i dag.
Det må da være umiskendelige tegn på, at det er ved at blive sommer.

Lykken er som spillekort

Spændingen stiger som timerne går
Som vi kommer tættere på aftenen
Menneskemængden øges
og jublende tilråb begynder at lyde fra salen
Første nummer spilles
Andet nummer
Træder ud på scenen
Blændet af lyset og med rystende hænder
Tager plads forrest
Dyb indånding
Nervøsiteten letter
Gemmer lykken i dette øjeblik tæt på hjertet
som når man forsøger at skjule sine spillekort mod brystet
og hører min stemme blive slynget ud i salen
bakket op af bandet og flere bifald fra publikum
Storslået og fantastisk oplevelse
At føle sig så ønsket
og så støttet og bakket op af folkene jeg elsker
Overraskede blikke og glædesfyldte smil

I går var den mest fantastiske aften længe
Et es i hverdagen
I dag melder øjeblikkes og tilværelsers flygtighed sig igen
Livets realiteter bliver blandet med stadig beundrende kommentarer
Livet er en mærkelig størrelse
og lykken er som spillekort
man ved aldrig hvilket kort man trækker næste gang

Atomerne sitrer
Vi danser for dansens skyld
Vi er på jagt efter glæde

Fordomme

Jeg var på vej hjem i natten
Cyklede igennem mørket på min stadig raslende cykel
Standsede for at se vores hus i ejendomsmæglerens vindue
Vores hus som ikke længere føles som vores
da jeg så en mand komme slingrende hen ad gaden
Skaldet, fuld og iført armybukser
Suspekt type
Vendte ryggen til og ventede på at han skulle passere mig
Han stoppede ved min side
Selvfølgelig stoppede han
Men trods fordomme spurgte han
dog en smule sløret i stemmen efter den sidste øl
om jeg havde fundet et hus jeg ville have
Til det måtte jeg jo svare nej desværre
og at jeg kiggede på mit eget hus
Han spurgte igen om jeg havde fundet noget jeg ville købe
Som om han ikke havde forstået mit svar
men ventede denne gang ikke på endnu et
Han gav mig et stort kram
og ønskede mig en rigtig god aften
hvorefter han slingerede videre ned ad vejen på vej til Dolken

Nogle gange skal man tro på det bedste i folk
i stedet for at lade fantasien farer bare fordi natten er sort

Rastløshed

Mine dage er gået hen og blevet ensformige
imens jeg kiggede den anden vej og ikke var opmærksom

Jeg er pludselig blevet træt af hverdagen
og af ansvaret og pligterne som skolen stiller op
foran mig som urokkelige mure af forventning

Mure af forventninger jeg har til mig selv
som jeg ikke føler at jeg lever op til i øjeblikket
Følelsen af at jeg jo sagtens kunne hvis jeg tog mig sammen
men det er bare så uoverskueligt

Jeg mangler forandring
og nye spændende oplevelser med dem jeg holder mest af
Forandringer jeg sikkert ikke finder i fodboldbøger om taktikker
eller i ellers så søde smilehuller og blå øjne

Jeg har brug for noget mere og noget andet
Noget nyt at gå op i og nye udfordringer
Nogle nye fantastiske steder at se
med nye interessante mennesker at tale med

Jeg har brug for ikke at være rastløs

Gensynsglæde

Nu når anemonerne begynder at dukke frem
som øer af liv og forventning
i den ellers livløse skovs bund
begynder mine forventninger til sommeren
at ligge i lag
Præcis som alle de lag af trøjer
som man nu endelig kan klæde sig af
og nyde livet på de sollune fliser

Det skarpe lys skinner ind igennem ruderne
og jeg åbner døren ud til haven på vid gab
for at få så meget forår ind i huset
som overhovedet muligt

Vintervår på øen

Stilhed på øen defineres ved at vi ikke kan finde ud af
om det er en bas til en fjern fest inde på land
eller om det er vores hjerter som dunker i natten
Her ude finder larm ingen plads
og ej heller er tiden af betydning
Her ude er omgivelser de samme som altid
Intet er ændret fra sidste år eller året før
- Tiden står stille
Og vi står igen denne morgen og venter med længsel
på at de første grønne skud vil skyde frem
efter vinterens faste greb har fortaget sig om øen
så den igen i år kan klæde sig i sine forårsgrønne klæder
Så den kan forvandle sig til det grønne tilflugtsted
som vi så ofte længes imod
eftersom ingen bekymringer kan slå rod
og spire der ude i foråret

Love and what not

For nogle måneder siden sagde hun til mig, at hun ikke længere troede på kærlighed. At hun var færdig med alt det for det næste lange stykke tid. For nogle måneder siden rystede jeg på hovedet ad hende og sagde, at jeg ikke forstod hvordan hun kunne opgive at tro på kærlighed. At jeg ikke forstod hvorfor hun ikke tog sig sammen og prøvede igen. Lod fortid være fortid. Men det ville hun ikke høre på. Hun var færdig med alt det.
Siden da er samtalen dukket op i mine tanker fra tid til anden, for hvad ved jeg overhovedet om det? Hvilke oplevelser har jeg haft som har fået mig til at tvivle på noget som helst? - Kærlighed blot værende en ting blandt mange. Når det kommer til stykket ved jeg jo intet om det. Så hvordan kunne jeg dømme hende for hendes udtale? Jeg vidste jo intet om hendes situation når det gjaldt kærlighed, og alligevel vælger jeg at tage kærlighedens side. Måske har jeg sat mine forventninger for højt - lever stadig på drømme, ellers har jeg måske bare ikke oplevet nok, men jeg føler ikke at jeg kunne stille mig frem på den måde og tale om kærlighed. En kærlighed jeg aldrig har været en del af. Ikke som hun havde.

Men alligevel er jeg glad for at jeg gjorde det. Sagde hende i mod. Jeg kommer nok til have det på den måde en gang - som om al tro på kærlighed bør opgives. Men lige nu håber jeg bare for fremtiden og ser med friske øjne på hvad den vil bringe.

Haiku

Roen bølger blidt
Tanker lægger sig til ro
Mørket larmer tyst

Der er huller i universet

Og modvind er kun modvind til vi vender os
Til vi vælger at følge med den
og se hvor den fører os hen
For at blive stående
urokkelig og stædig
ude af stand til at imødekomme
forandring
er ikke nemt i det lange løb

Hvem ved
måske kommer der noget godt
ud ad alt dette?
Jeg krydser fingre
for ellers kan jeg ikke se meningen
med det hele

Indtryk

Stod af bussen nede ved havnen
Besluttede mig for at gå hjem
Gik ned over stejlepladsen
Over det tørre stride græs
Ned til stenene ved vandkanten
Skurrende sprødhed under skosålerne
Mågernes lejlighedsvise skrigende latter
Kølighed i skyggerne under fyrretræerne
Evindelig sagte susen i nålene ovenover
Det sidste sne ligger tilbage i skyggerne
Duften af de nedfaldne grannåle på sandet
Solens milde varme i lysningen
Mindet om lyden af poppende grankogler
i sommervarmen dukker frem
Mindet om duften og følelsen af varmt sand
Går det sidste stykke hjem igennem campingpladsen
Forbi de gamle vogne som altid var stået der
Forbi syrenens stadig nøgne grene
Termometret ved siden af døren fortæller mig
at der er 6 grader på den hvide mur

Er foråret mon på vej?

Det gik lige så godt

Solen var lige begyndt at skinne
på de vintergækker og erantis
som står under moreltræet og syrenens nøgne grene
Foråret var begyndt at folde sig ud i mit liv

Men så ramte vinteren igen
Den dækkede haven med sne
og slog al energi og tanken om sol på huden
og grønt græs ud af mig
Kulden trak mig ned
og det hjælper ikke hver dag at komme hjem
til verdens grimmeste skilt ude ved vejen
Det får mig til at føle at dette ikke længere er mit hjem
og sår tvivlende spørgsmål som frø i mit hoved
Kommer jeg til at opleve forår i haven igen?
Får vi chancen for at sidde omkring bålet i sommernatten
eller at se æblerne uden for mit vindue blive røde
som solnedgangen nede ved stranden?

Jeg forsøger så godt jeg kan at holde mig oppe
men det eneste jeg kan tænke på er
at nu gik det lige så godt

Tilskuere på første række

På den anden side af gården skinner lysene ud ad vinduerne
og danner et stort puslespil på den vinterkolde mur
De viser os små stykker af andres liv og hverdag
og som tilskuere til verden kan vi kigge med
og selv samle deres ukendte identiteter
selv skrive historierne om deres liv
som vi synes bedst

Her inde i lejligheden ser vi ud på verden
Bestemmer selv om vi vil være en del af den
og for en stund vælger vi at lade være
for blot at nyde hinandens selskab og latter

Byen uden stjerner

Jeg længes mod den tomme lejlighed
som jeg ved venter på os
Jeg længes mod byen med de evige lys
lys som lokker os til
Som natsværmere om en lampe
drages vi mod de mange muligheder
Mulighederne for at drage ud i natten
i godt selskab
uden at skulle bekymre sig
om hvornår det sidste tog går
Uden at skulle bekymre sig om noget
blot nyde folkene omkring en
Folk som får en til at glemme
hvad man savner
og i stedet huske på
hvad man drømmer om

Jeg længes..

Stilhed

Månen hænger lavt på himlen i nat
Den har igen gjort sin entré
på den dybblå kuppel langt over vores hoveder
Dovent skinner den der bag træernes sorte silhuetter
og bader omgivelserne i et fløjelsblødt lys
Alt er tyst
End ikke min brors musik spiller
der inde på den anden siden af væggen
Kun lyden af mit åndedrag bryder mørket

Min verden er stille i nat

Tja..

Jeg kunne skrive en masse om dig
Om hvad jeg havde håbet på
og om hvad jeg tænkte
Men jeg vil i virkeligheden hellere lade være
for hvad nytter det
når jeg ikke engang kan finde ud af
om jeg skal grine
eller græde
når jeg ser dig på gangen

Forvirringen er total
men jeg tror ikke at du ved
at jeg ikke er ligeglad
og at det går mig på
ikke at vide hvad jeg skal gøre

Dårlig nat

Måske var der aldrig rigtig andet
end tanken om dig
håbet
Men selv det kan være lige meget nu
nu hvor kun drømmen ligger tilbage
som en tynd tråd
Forventningsafklaring kan man måske kalde det
man jeg tror nu mere på
ubeslutsomhed og dårlige undskyldninger
Ord om følelser og mennesker
sætninger som bare bliver tomme gentagelser
Som klichéer
du kaster ud så de rammer mig
på deres vej igennem luften
Kollisionen er lammende
og selv ikke den kolde nat
øllene eller cigaretterne
kan ændre på eller feje bort
denne følelse

Ærgerlighed

Gråvejr

Verden var grå i dag
Indhyllet i tåge
Diset og fugtig
lå den der uden for mit vindue
hvilket jeg sad bag
og drak ingefær the
og tænkte på dig og på forår
Det nye år er begyndt
Et nyt år er lagt til min alder
Men nu når jeg ligger
og ikke kan falde i søvn
tænker jeg over
at mine drømme stadig er de samme

Mit håb er på udkig