Jeg går ned til stranden. Den strand som jeg har tilbragt så mange sommerdage på igennem årene.
Kigger ud over bølgerne og lytter til den brusen det giver når de ustandseligt slår ind imod stenene.
En lun sommerbrise møder mig og smyger sig omkring mine bare arme og ben.
Under mine fødder stikker den stride marehalm, hvis strå er blevet bleget af solen, og over mit hoved er himlen klar og blå, kun brudt af enkelte hvide fjerlignende skyer højt oppe.
Men idet jeg står og ser ud over det hele, er det som om det stivner for øjnene af mig.
Solens stråler varmer ikke længere og selv bølgerne bliver tyste.
Jeg træder et skridt tilbage og opdager at havet som før lå foran mig mægtigt og roligt,
nu blot er mørkeblå maling på et lærred.
Jeg rækker frem og kradser lidt i det malede sand, men ender kun med at få grågul maling under neglen.
Marhalmen er nu heller intet andet end små penselstrøg sirligt malet med stor omhu.
Jeg lægger håndfladen imod havet og mærker hvordan farven her endnu er våd. Kan mærke hvordan den kølige malingen smitter af på mine fingre og farver dem blå. En ide slår mig, og jeg sætter hånden imod de hvide skyer højt på himlen og efterlader et håndaftryk en smule udtværet.
Jeg smiler for mig selv, men da jeg igen ser på billedet er det blot den strand jeg altid har kendt.
Brisen stryger hen over sandet, og bølgerne bruser imod stenene.
Alt er som det hele tiden havde været, og det er først da jeg vender mig om for at gå hjem igen, at jeg ud af den ene øjenkrog lægger mærke til et mørkeblåt håndaftryk sat på de lette skyer højt over mig.