Nævner ingen navne

Stjerne skinner ind på mig igennem vinduet

Skæret refkekteres i det spejlblanke vand i fjorden 

Ind på det jeg som jeg ikke er klar til at erstatte

Det jeg hvis hjerte alligevel sendes afsted i vilde hestes tempo
da læber møder mine 

Hvorfor skal det være sådan?

Mine tanker sløres af den rosé som nu står tom
ude i nattens blide mørke 

Men jeg fortæller alligevel mig selv at jeg er sikker i min sag

For hvordan skal man ellers handle når man er fortabt
i fortidens på samme tid betryggende og forurolignende tanker

Fortidens drømme som kaldes til overfladen af nutidens hændelser

Ville jeg hellere være fri spørger jeg mig selv i dette nu? 

Nej

Bliver det dog nogensinde til noget når uvisheden gang på gang rammer
og fæstner mit sind i dets øjeblikkets melankolske tilstand? 

Sikkert ikke

Men drømmen eksisterer endnu
om end fortrængt til periferien af min bevidsthed 

Hvis bare jeg kunne erstatte usikkerheden med nysgerrighed
Men jeg er for bange for at kende svaret