lørdag den 15. september 2012

Efterår

Så er efteråret ankommet, og begynder at pakke alle sine gyldne farver frem fra sin medbragte kuffert.
Regnens dråber sidder som perler på min rude, og udenfor er det lille knudrede æbletræs blade ved at blive gule, til trods for at det stadig stolt er tynget af de modne røde æblers vægt.
Vinden rusker i vores tilværelser, skyerne jager hinanden hen over den blå himmel i en evig hast for at nå et nyt sted hen, og vinden er blevet kølig selvom solen stadig varmer på huden.

Snart er selv kastanjerne klar til at blive samlet op gjort levende ved hjælp af et par tændstikker. Sammen vandrer de besynderlige efterårsdyr med de store runde hoveder og tynde træben hen over mit bord.
Jeg finder de velkendte uldsokkerne frem, som giver en helt bestemt følelse af hygge og tryghed og drikker en kop the med honning i Alice i eventyrland kruset imens jeg betragter dem.
Snart vil de igen have mistet deres liv, og jeg vil sidde tilbage med lettere indtørrede kastanjer og knækkede tændstikker.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar