For nogle måneder siden sagde hun til mig, at hun ikke længere troede på kærlighed. At hun var færdig med alt det for det næste lange stykke tid. For nogle måneder siden rystede jeg på hovedet ad hende og sagde, at jeg ikke forstod hvordan hun kunne opgive at tro på kærlighed. At jeg ikke forstod hvorfor hun ikke tog sig sammen og prøvede igen. Lod fortid være fortid. Men det ville hun ikke høre på. Hun var færdig med alt det.
Siden da er samtalen dukket op i mine tanker fra tid til anden, for hvad ved jeg overhovedet om det? Hvilke oplevelser har jeg haft som har fået mig til at tvivle på noget som helst? - Kærlighed blot værende en ting blandt mange. Når det kommer til stykket ved jeg jo intet om det. Så hvordan kunne jeg dømme hende for hendes udtale? Jeg vidste jo intet om hendes situation når det gjaldt kærlighed, og alligevel vælger jeg at tage kærlighedens side. Måske har jeg sat mine forventninger for højt - lever stadig på drømme, ellers har jeg måske bare ikke oplevet nok, men jeg føler ikke at jeg kunne stille mig frem på den måde og tale om kærlighed. En kærlighed jeg aldrig har været en del af. Ikke som hun havde.
Men alligevel er jeg glad for at jeg gjorde det. Sagde hende i mod. Jeg kommer nok til have det på den måde en gang - som om al tro på kærlighed bør opgives. Men lige nu håber jeg bare for fremtiden og ser med friske øjne på hvad den vil bringe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar